torsdag, 06 september 2018 10:21

Ungdomsplan efterår 2018

Så er planen for ungdomsturneringen i efteråret helt klar.

De gule stævner er ændringer i forhold til første udkast til stævnearrangørerne.

Kids- og teenstævnerne bliver tastet løbende ind i denne og næste uge. Det første teenstævne 16/9 i Friheden er dog allerede i systemet.

Nye tiltag og projekter

Vi forsøger med nogle nye tiltag i denne halvsæson som jeg håber I vil tage godt imod eller eventuelt kan komme med feedback efterfølgende, så vi kan evaluere på det.

Teenstævner: vi har prøvet at dele nogle af stævnerne op i mindre grupper for at få plads til flere hold. Vi har delt et enkelt stævne i 2 haller, samt taget teen 1 ud og koblet dem sammen med level 3 da grundprincipperne for de to er overordnet de samme.

Beach teenstævne: vi har valgt at tage et teenstævne ud af programmet og lagt den i Hafniahallen som er en indendørs beachvolley-hal. Dette for at skabe en forbindelse også til beachvolley og fordi teenspillet lægger sig godt op af beachvolley spillet. I første omgang bliver det kun U14 hold, da pladsen er begrænset og vi vil se om forsøget bliver taget godt imod. Hvis det bliver en succes, vil vi forsøge at oprette et lignende stævne i foråret for flere årgange.

Grand Prix: vi har valgt at indgå et samarbejde med Skåne i Sverige på ungdomssiden. Vi starter op med 2 stævner pr. halvsæson hvor det ene er her hos os og vi skal gæste svenske hold, og det andet bliver i Sverige, hvor vi meget gerne skulle sende hold dertil. Der er en del koordinering der stadig er i gang. Svenskerne kom ind i en udfordring med hallen til pigerne i november og derfor kan jeg ikke oplyse helt præcist sted og tid endnu for dem.  SVBK har dog besluttet at leje busser fra Københavnsområde som skal køre holdene til de svenske haller – mere info om det når det er på plads. I første omgang omhandler samarbejdet mest U16 og U18 hold, da det er de årgange svenskerne vil komme med, hvorfor vi håber på at klubberne vil prioritere disse 4 stævner over hele sæsonen i disse aldersgrupper både her i Danmark og i Sverige, så vi kan få projektet skudt ordentligt i gang. Så snart vi har de sidste detaljer på plads, vil de blive skrevet til stævnet på hjemmesiden, og informationen sendt ud.

Stævner i efterårsferien

Jeg ved af erfaring, at ikke alle klubber kan eller har mandskab til at holde stævner i efterårsferien, derfor lader jeg det være op til jer at melde tilbage, hvis I har tiden og hallen til det. Ønsker I at holde et kids- eller teenstævne i efterårsferien og har haltiden til det, kan I kontakte kredssekretæren.

Dispensationer og licenser

Hvis der skal søges aldersdispensationer eller talentstatusdispensation, så husk at der er en behandlingstid på op til 8 dage. Derfor er det en god idé at søge i god tid – især i denne periode hvor mange nok søger.

Derudover skal I være obs på, at der er kommet nye vejledninger til dispensationerne og at I bedes læse disse grundigt igennem.

Licenssystemet er ved at blive opdateret lige nu, men det skulle være muligt at indløse licens efter weekenden, dvs. fra mandag 10/9.

Der er også kommet nye holdsedler (uden spillernes fødselsår) som I bedes bruge fra denne sæson og som I kan downloade her.

Sjællandsmesterskaberne

Tilmeldingsfristen for SM i U14, U16 og U18 er 1. november. Informationen vil blive sendt ud i løbet af oktober.

U16 SM starter som den eneste aldersgruppe inden Jul, lørdag den 1. december. Indtil videre har jeg følgende haller: Sundbyhal 2 og Ishøj IC hal 2. Skulle nogen have mulighed for noget haltid den dag, kunne vi nok bruge en hal mere den dag (håber jeg  -for det ville betyde at vi har mange hold tilmeldt ? ).

Sjællands Volleyball Kreds ~ Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby ~ Tlf. 26 80 23 95 ~ svbk@svbk.dkFB