SVBK’s Ærestegn
Ærestegnet gives som en særlig anerkendelse af en mangeårig og betydningsfuld indsats for volleyballen.

Niels-Erik Broberg
Hvidovre VK & SVBKHædret for en mangeårig indsats som spiller, leder, dommer, instruktør og formand i både Hvidovre VK og SVBK.
Et helt liv med volleyball og frivillighed
Vi stod i 2015, hvor vi havde en person, der var indstillet til SVBK’s Ærestegn. Omstændighederne ville det anderledes, og personen ønskede ikke at modtage den dengang. Siden er der gået nogle år, og de er gået godt. Derfor syntes bestyrelsen, at der skulle gøres noget ved det igen.
Broberg har i mange år været tilknyttet Hvidovre VK. Han har været spiller, leder, bestyrelsesmedlem, formand og i den senere tid også speaker til hjemmekampene og buschauffør for ligaholdet til deres udebanekampe.
Fra klubben har vi blandt andet fået følgende beskrivelse: Vi har været så heldige, at han i løbet af 2010’erne vendte tilbage som frivillig i klubben. Her arbejder han med organisation i bestyrelsen og agerer buschauffør til ligaholdets udekampe, helt uden at få noget for det. Og så nyder vi godt af hans helt store styrke, nemlig snakketøjet, til ligakampe, hvor han styrer mikrofonen.
At han brænder for hele klubben – og for at snakke – kan også ses af, at han stiller frivilligt op som speaker til andre vigtige kampe end ligaholdets. Broberg er en stor kapacitet at have i klubben, og det er altid en fornøjelse at falde i snak med ham om volleyball, for kun få i klubben kan så mange røverhistorier fra gamle dage.
Broberg startede i 90’erne i kredsen, hvor han trådte ind i Turneringsudvalget. Han fik nogle tæv og lærte TU at kende på den hårde måde.
Sidenhen har Broberg haft en flot karriere inden for kredsen, hvor han blandt andet har været næstformand og formand i en periode på over 10 år.
Som tidligere dommer og dommerinstruktør har Broberg især en stor viden og kompetence på dommerområdet. Derfor blev han også – efter en pause på nogle år – kontaktet og hevet ind igen i Dommerudvalget. Vi er rigtig glade for at få disse kompetencer ind i kredsledelsen igen.
Siden tilbagekomsten for et par år siden er det gået stærkt. Broberg kom ind i bestyrelsen igen til repræsentantskabsmødet i 2021 og blev valgt ind igen som formand til dette års repræsentantskabsmøde.
Derfor er det med glæde, at vi giver SVBK’s Ærestegn til Niels-Erik Broberg sammen med et stort tillykke med formandsposten i SVBK. Tillykke med det.
En stor kapacitet med en sjælden viden om volleyball – og altid en fornøjelse at falde i snak med.