Årets SVBK'er 2023
Årets SVBK'er 2023 – Michael Stoltze, Hillerød G&I
Indstillingen modtaget fra Hillerød:
Da jeg kiggede igennem listen af tidligere modtagere af SVBKs lederpris kunne jeg godt se at den var domineret af koryfæer, ildsjæle, talentfulde organisatorer, der gennem mange år har trukket enorme læs i deres respektive klubber.
Helt den type er Michael Stoltze ikke. Til gengæld er Michael outstanding og en helt central kraft i noget så uglamourøst som senior-breddetræning.
I Hillerød G&I er medlemsskaren og aktiviteten domineret af voksne spillere. Vel at mærke spillere, der for manges vedkommende har dyrket sporten i både 10, 20, 30 og 40 og sågar 50+ år. Spillere, der har mange andre prioriteter i tilværelsen, men som sammen – når de rette rammer er til stede - skaber et meget stærkt fællesskab, der er en hjørnesten i mange af medlemmernes liv på en meget lang bane.
Michael har en helt utrolig passion for at træne og udvikle netop gruppen af seniorspillere og er helt afgørende for at seniorspillerne bliver i klubben, og at vi også oplever stærk nettotilgang af medlemmer i denne gruppe. Han har et skarpt blik for at se udviklingspotentiale i de enkelte spillere og ikke mindst på holdet som helhed, og han formår i den grad at tilpasse spillestil og træning til at alle holdets styrker kommer bedst muligt i spil. Det er uanset spillerniveau essensen af trænerkunsten.
Han er ambitiøs for sine hold – nørder kampskemaer og kører rundt på Sjælland for at se rækkens øvrige kampe - og han formår i den grad at mobilisere ambitioner og stærkt engagement blandt spillerne. Det taler for sig selv, at fremmødet til Michaels træninger altid er særdeles højt.
Sportsligt har han over en række sæsoner formået at få løftet klubbens 1. damehold, der er domineret af 40+ årige spillere og tilnærmelsesvist havde slået rødder i Danmarksserien, til at blive et 2. divisionshold, der i indeværende sæson har bevist at det kan være med her. Han er nu i gang med en spændende udvikling for klubbens 2. herrehold, hvor hans engagement har mobiliseret en stribe nye yngre seniorspillere.
I trænerrollen oplever vi alle de allerbedste sider af Michael. Men han øser også ud af sine stærke volleyball-kompetencer når han konstruktivt og pædagogisk giver klubbens mindre rutinerede dommere selvtilliden og dommerkompetencerne til at gøre en god dommerfigur til kampene.
Michael Stoltze er med sin store volleyballviden og sit stærke engagement i at udvikle klubbens spillere og dommere, en helt afgørende kraft i klubudviklingen og klubbens fortsatte deltagelse i kreds- og Danmarksturneringen.