Årets SVBK'er 2018

Årets SVBK'er 2018 – Mie Holck, VLIMie

Årets SVBK'er bliver givet til en person som tager ansvar i en klub som er relativ stor og som gør rigtig meget for bredden, men har også divisionshold.

En person som er formand men som er også mere end en formand. Hun fungerer som en daglig leder og sparringspartner for trænere og ledere.

Det er også en person som har lavet et stort stykke arbejde i kredsen.

Prisen er givet på baggrund af en lang indstilling fra hendes klub, VLI, som beskriver Mie på bedste vis:

"Mie lægger et exceptionelt engagement i breddevolleyen, både i vores egen klub, VLI, som Mie driver med fokus på at alle hold fra division til seriehold skal behandles lige. Hos os er man lige så meget en del af klubben, hvis man er ny spiller på D3, som hvis man kører på 10. år på H1. Mie er udover at være formand for klubben, træner for H3, medlem af bestyrelsen i VLI og primusmotor på at få sendt klubbens spillere afsted til fester og stævner for eksempel Gallafesten i Volleyball Danmark og Tønder Cup. Herudover står hun også i det daglige for at give folk lyst til at deltage i hepning og hygge i forbindelse med hjemmebanedage i Kedlen. 

Udover hendes engagement i vores egen lille andedam på Frederiksberg, lægger Mie et stor arbejde i SVBK. Dette gælder både i bestyrelsen, hvor hun sidder som næstformand og kæmper indædt for at ændre på de ting hun ikke mener fungerer optimalt, i turneringsudvalget og i dommerudvalget, hvor hun har været med til at starte et nyt projekt ”Dommer +”, som skal hjælpe til med at give de allerede uddannede dommere bedre styr på reglerne og finde sig bedre til rette i dommerstolen.

Mie går til alle disse opgaver med nysgerrighed, arbejdsomhed, handlekraft, gennemslagskraft og ikke mindst en gennemgribende kærlighed til sporten, der ligger under det hele og er et kæmpe drive i hendes frivillige arbejde. 

Alt i alt, Mie brænder og gør en forskel for et segment af det danske idrætsliv der ofte bliver overset i hele ungdoms- og eliteræset: bredden. Alle dem der aldrig kommer til at spille på et landshold, men som får et tiltrængt break fra et presset studie- eller arbejdsliv ved at dyrke sport og får skabt sociale kontakter uden for deres professionelle liv. Hun knokler for at skabe et rum hvor alle medlemmer har en oplevelse af at være lige vigtige for klubben, hvad enten de kæmper med at mestre grundteknikken eller har spillet volley det meste af deres liv. Og hun gør et forbilledligt stykke arbejde. Der følger sine dele tæsk med, når man i ramme alvor stiller sig op og siger, at man mener der ikke er den store forskel på nybegyndere og divisionsspillere. De tæsk tager hun og så åbner hun bagefter for dialogen. Hun har en helt særlig evne til at sætte sig selv til side og være objektiv, som jeg tror mange ledere både i det frivillige og det professionelle idrætsliv kunne lære meget af. Som leder af VLI Volley er hun synlig i dagligdagen både som spiller, som træner, som formand, som festarrangør, som indpisker og, ikke mindst, som humørspreder. Hun er nærværende og hun er synlig. Vi har tit joket med, at hun skulle have en sovepose liggende i Kedelhallen, hvor vi holder til, fordi hun alligevel altid er der. Hun bærer på nogle kvaliteter som bør dyrkes, værdsættes og præmieres, hvis vi skal holde fast i at sport i Danmark skal være for alle uanset ambitionsniveau eller talent. Ungdoms- og elitearbejde er godt og vigtigt, men det er kun for de få - bredden kan skabe værdi og bedre sundhed for alle. Og det er lige præcis det Mie stræber efter at gøre for os i VLI.

På vegne af spillere og trænere i VLI Volley: Gert Ternholm, træner D3, Rasmus Fredlev, Spiller H1 og medlem af Styregruppen i VLI Volley og Minja Langer, spiller på D2, Styregruppemedlem og formand for VLI."

Udskriv E-mail

 Logo kids programmer trænerklubben  cityvolleyBeachvolleybedstevolleyvolleypedia

Sjællands Volleyball Kreds ~ Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby ~ Tlf. 26 80 23 95 ~ svbk@svbk.dk ~ CVR. 40298215