Dommer+

Får du også højdeskræk, hver gang du ser en dommerstol?

Bare rolig, du er ikke den eneste. Der er mange der ikke synes at dommertjansen er det, de glæder sig mest til, når de tager i hallen. Det synes vi er ærgerligt, for det er i høj grad jer dommere der gør, at tingene kan køre rundt og at vi hvert år kan få afviklet turneringerne under SVBK og spillet en masse god og sjov volleyball. Vi er i SVBK’s dommerudvalg rigtigt glade for den indsats I lægger hver gang I dømmer en kamp og vil rigtigt gerne være med til at gøre det til en god, eller bedre, oplevelse for jer at kravle op på toppen af kredsens volleykampe. Derfor har vi arbejdet på at få strikket nogle tilbud sammen til jer, som dels kan klæde jer lidt bedre på, når I skal dømme, dels give jer mulighed for at spare med nogle af alle de andre dommere i kredsen. Vi kalder tilbuddet Dommer+ og vi håber at rigtigt mange af jer har lyst til at være med.

Skal jeg nu til at melde mig ind i endnu en Facebookgruppe?

Ja. MEN det er faktisk også det eneste du skal gøre! Til gengæld sender vi medlemmerne af gruppen SVBK Dommer+ følgende ting, kvit og frit, i en pakke (ok, så du skal også lige sende os en besked med dine adresseoplysninger og t-shirt størrelse, men så beder vi dig heller ikke om mere):

  • En t-shirt – For vi mener det helt bogstaveligt, når vi siger, at vi vil klæde jer bedre på :)
  • En fløjte – Så du altid har din egen og ikke skal spytte i den samme som dine holdkammerater :)
  • En nøglesnor – Så fløjten ikke bliver væk og du derfor er nødt til at spytte i den samme som dine holdkammerater :)
  • Et indbundet regelsæt - Den der 8 meter lange pdf-fil vi har liggende på vores hjemmeside kan jo tage gejsten fra selv den mest optimistiske dommerspire! :)
  • En nøglering med volleyball – Bare fordi vi synes du skal forkæles lidt mere :)

Årsagen til at vi gerne vil have jer til at melde jer ind i Facebookgruppen er at vi håber det vil kunne være med til at få skabt grobund for et bedre sparingsarbejde mellem jer dommere og at I kan få lettere ved at få kontakt til os i dommerudvalget. Vi håber gruppen kan blive en platform som vi herudover kan bruge til invitere jer til forskellige gratis arrangementer, der kan styrke jer som dommere ved at vi går i dybden med volleyballspillets enkeltdele. Det er naturligvis helt frivilligt om man vil deltage eller ej, men vi synes I skal have tilbuddet.

 

Evt. temaaftner/kurser til Dommer+ dommerne kan ses og tilmeldes her. Har I forslag til nogle dommer-temaaftner, kontakt gerne kredssekretæren.

Udskriv E-mail

 Logo kids programmer trænerklubben  cityvolleyBeachvolleybedstevolleyvolleypedia

Sjællands Volleyball Kreds ~ Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby ~ Tlf. 26 80 23 95 ~ svbk@svbk.dk ~ CVR. 40298215